Ydelser
Piben trænger til en behandling af og til. Det er nødvendigt, når spidsen er blevet brun eller mørkegrøn, eller når
røgkanalen i piben er sodet til. Spidsen er ofte lavet af ebonit/vulkanit, der indeholder en svovlforbindelse, som
ilten trækker ud, men man kan ved polering få den sort igen.
Det bedste, man kan gøre for at undgå problemet, er at opbevare sine piber et mørkt sted. Spidser af akryl vil altid
være sorte og blanke, de kan dog godt blive beskidte ved biddet, læben hedder det, men det kan nemt poleres af.
Røgkanalen i pibens hals soder til. Når man ryger, dannes der noget mundspyt og noget sovs, det man kalder pibesovs, og
kokslaget inden i piben er nogle gange så slemt, at det må skrabes af. Hvis man ikke er flittig til at rense sin pibe
lige efter brug, kan røgkanalen stoppe til.
Kuren består i, at man tager en pibekniv, som er trekantet og ikke spids, for så ødelægger den bunden i piben; så
skraber man forsigtigt kokslaget af. Med et håndbor bores røgkanalen forsigtigt ud for ikke at sprænge halsen. Mange
kunder foretrækker, at man lader et ganske tyndt kokslag være inde i piben, fordi de ofte har røget piben til med en
bestemt tobak. Hvis man renser helt ind til træet, er det lidt som at starte forfra med piben. Dog kan der pålægges et
nyt tyndt lag belægning.
Så skal piben renses indeni, også spidsen, det kan gøres med spiritus. Hvis den er meget surtlugtende, kan man komme
groft køkkensalt ned i pibens hoved og nogle dråber cognac eller anden spiritus og lade den stå 8-12 timer. Så har
saltet trukket den sure smag ud, og man kan banke en hård, brun klump ud. Pibehovedet skylles meget forsigtigt
indvendigt, endelig ikke vand udvendigt.
Til sidst poleres piben fint med voks. Den afsluttende voksbehandling foregår forsigtigt med en blød klud på
polerskiven.
Se hvad de enkelte ydelser koster
her!